Bo Gorzelak Pedersen




















Nyarlathoteps falske apoteose

Fra bogen Ned blandt sympatierne: Første til fjerde samling

Tavsingen registrerer det hele; han registrerer, hvad der foregår, og hvad der ikke foregår. Han registrerer, hvad de gemmer under sengen og i hjerterne. De er som teenagere, disse mennesker, der på den ene side så brændende ønsker i andres øjne at være noget særligt og på den anden side på grund af deres dybe usikkerhed ønsker at skjule alting for alle. De er lige dele narcissisme og paranoia og af samtlige væsener i galaksen formodentlig de nemmeste af manipulere, for det eneste, man behøver at gøre, er enten at flattere eller at forskrække dem. Hvis man skiftevis gør begge dele, snurrer de rundt som en legetøjs-top, rundt og rundt, til de knækker indeni. Ansiger og ansigter bag ansigter; ansigter på klem så man kan ane mørket bag dem og ham med de tusinde ansigter og med intet ansigt, for han er kommet. Nyarlathotep, magikeren, med krummer af knuste stjernehobe ned over frakken. Tavsingen har set ham, også ham, vandre gennem byens gader og lade som ingenting. Forklædt som ægypter ligner han bare endnu en indvandrer eller en flygtning. Ingen ved, at han er Hermes, at han er Loke, og at han er ham, de kalder Profeten, og som de dyrker. Det var blot et gøglertrick, for alting, guderne gør, er et trick; han narrede dem, og de bøjede sig for ham og troede ham, da han lovede dem at genrejse Karkosa, Profetens Paradis. Lad os ganske kort genfortælle historien:

Da Karkosa under en sort himmel var blevet til en by af ruiner, lærte den gule konge sine mænd at designe relieffer i træ og i sten med underlige billeder og tegn og at anvende reliefferne i maskiner, der skulle genoprette virkeligheden som det galehus, den førhen til den gule konges store tilfredshed havde været. Af ruinernes brokker byggede de en rund og hvævet sal, som i Friedrich Wilhelm von Junzts Unaussprechlichen Kulten omtales som 'Karkosa-domen', og ind i domen (som havde det været en overdækket, romersk arena) gennede kongens mænd hundreder, måske endda tusinder af fremmede, mænd, kvinder og børn, de havde taget til fange, folk fra andre byer og fra landet. Inde i salen blev disse tilfangetagne udsat for maskinernes kraft og ofret, så de ikke længere fandtes, men så andre ting igen kunne komme til at eksistere. Kun ét menneske hverken døde eller forsvandt; en hyrde, som stod nøgen og knejsende midt i domen, så alle (og også den gule konge) kunne se, hvordan de mystiske tegn fra reliefferne, der var sat ind i maskinerne, glødede og ligesom dansede som en svungen skrift over hans hud. Denne hyrde var Nyarlathotep i forklædning, den sorte farao og det krybende kaos, og hans trick var simpelt: det var hans eget vanvid, maskinerne kanaliserede; den virkelighed, den gule konge og hans mænd forsøgte at realisere, var allerede realiseret i Nyarlathotep. Den gule konge pegede på den nøgne hyrde og sagde, "Denne mand er Profeten. Han er ét med det, der skal komme. Han er Karkosa, som det var, og han er Karkosa, som det skal blive." Og med en høj og klar stemme proklamerede hyrden, som var Nyarlathotep i forklædning, "Min fader, som er i himlen, sover, og af hans drømme skal Karkosa genopstå," og den gule konge lo, for han forstod da, hvem hyrden var, og at han talte om altings begyndelse og ende, som er Azathoth; og den gule konge lo, og han blev ved med at le, fordi det havde været sådan et mageløst show, og fordi morskaben kun lige var begyndt.

I sit heldigvis sjældne værk, for det er ikke godt at læse visse bøger, kalder von Junzt Nyarlathoteps falske apoteose for "ein wichtiger Moment in der Geschichte des Irrsinns," "et vigtigt øjeblik i galskabens historie." "Som at kaste en klippe i tidens hav," tænkte Tavsingen," så bølgerne spredes mellem stjernerne og slår ind over det levende og det døde." Selv på denne aften i Kaaskro midtby, hvor stilheden var næmest hørlig, var det som om, han kunne fornemme vibrationerne som en kosmisk baggrundsstøj. Han kiggede nysgerrigt ind ad et vindue og så en gråhåret, skægget mand sidde ved en computer og skrive et eller andet. Han sad altid og skrev, side efter side. En flagermus dykkede under en gadelampes spindelvæv og forsvandt.