Forside



Kontakt

Bo Gorzelak Pedersen
Email: bogope@gmail.com


Et forsvar for den dårlige smag



Billede: "Indtryk, solopgang" af Claude Monet.

For en kunstner er smag en tvetydig størrelse. Der er ingen tvivl om, at smag kan inspirere, herunder inspirere til at søge viden om andre kunstnere, som måske har lavet noget, der ligner o.s.v., og som kan bidrage til at udvide ens kunstneriske univers – men samtidig er smagen på en måde lige præcis dét, man kæmper imod og forsøger at nedbryde. Smagen er ens begrænsning. For en maler er det svært at lave noget, han eller hun selv synes er grimt, og at lade det være. Og hvorfor skulle han eller hun dog også det? Sådan spørger man kun, hvis man ikke selv er maler, for maleren aner, at der ligger mere poesi, mere erkendelse og mere RUM bag hans eller hendes mere eller mindre tilfældige præferencer. Man maler for at udtrykke et eller andet, måske, men først og fremmest for øge ens potentiale for verdens-optagelse. Det vil også sige: For at overkomme sigselv. Hvis man bare maler for at lave noget, man selv synes er pænt, er man ikke maler, men dekoratør, og det er noget andet.

Kunsthistorisk er hvert nyt gennembrud og hver ny forøgelse af det kunstneriske, poetiske og erkendelsmæssige rum blevet mødt – og med rette – med beskyldninger om dårlig smag og i nogle tilfælde endog om sindssyge og moralsk fordærv. Efterfølgende er de nye retninger og ismer blevet normaliseret: Den marginaliserede og udskældte dårlige smag bliver pludselig til god smag og gøres til genstand for æstetisk beundring og interessere. Sådan gik det med impressionismen, med ekspressionismen, surrealismen, kubismen, med vores hjemlige COBRA, etc. Det var først dårligt, men så blev det godt. Og så blev det guldrandet.

Og hvad så? Min pointe er ikke, at vi nu om stunder belært af historien burde være klogere, og at vi bør møde alt nyt med et åbent sind – men den modsatte og dialektiske: Smagen, den gode smag, lader sig ikke opløse eller fordrive af den slags abstrakterier. Der er stadigvæk noget, der er grimt, og det ved malerne bedre end de fleste. Hvad vi har brug for er at fastholde – netop – forskellen på den dårlige og den gode smag og at understrege den dårlige smags helt afgørende betydning for kunsten. Blandt andet ved at udpege hvor vigtigt det dårlige er i det, vi nu anser for godt.

Claude Monets “Indtryk, solopgang”, som første gang blev vist i april 1874, er et perfekt eksempel. Det er et af verdens mest kendte malerier og et af de mest elskede. Det anses normalt for værket, der introducerede impressionismen (og som gav ismen sit navn), og maleriet er i det hele taget så fuldstændig og totalt FINKULTUR, at man næsten får åndenød af det. Det er imidlertid også rædderlig dårlig smag, billedet, malet i noget, der bedst kan beskrives som influenza-farver og frygteligt sentimentalsk. Det er – med et udtryk Per Kirkeby engang brugte – et lummert maleri. Sammenlignet med Édouard Manet, som var en cool saglighedens mester, eller med Paul Cézanne, som var knastør, er Monets maleri en værre omgang lir. Det hører til samme æstetiske kategori som afsyrede møbler, fransk bonderomantik og duftlys på tilbud til 20 kroner for tre. Men det er lige præcis derfor, at det virker.

Impressionismen var et opgør med datidens akademiske og i stigende grad uvedkommende kunst. Vi befinder os i en lignende situation i dag. Det er min påstand, at vi har brug for mere dårlig smag, mere lummerhed i kunsten. Den gode smag er et lukket rum. Hvad vi har brug for er nedbrud og udbrud.

Bo Gorzelak Pedersen

Alt indhold copyright © Bo Gorzelak Pedersen 2018 • Må kun gengives med tilladelse fra forfatteren